Beredskabsplan for vold og seksuelle overgreb på børn

Her finder du vores beredskabsplan om vold og overgreb på børn.

Intern beredskabsplan

Herning kommunes interne beredskabsplan ved henvendelser til Center for Børn og Forebyggelse om vold og/eller seksuelle overgreb.

Overordnet mål: Sikring af barnet i nye og eksisterende sager

Underretningen bliver hos modtagende rådgiver (evt. akutvagten) indtil opgaven evt. kan overdrages til en anden rådgiver. Er det en ny sag, lægges den til fordeling hos teamleder men modtagende rådgiver har handlepligten indtil sagen er fordelt.
Vær opmærksom på, at såfremt oplysningen indkommer som eksempelvis mail, tlf. samtale osv. skal den altid oprettes som en underretning.

Trin 1

Tjek oplysninger i eksisterende og arkiverede sager.

Er der tidligere oplysninger om vold og/eller seksuelle overgreb?

Indhent yderligere informationer om barnet hvis nødvendigt:

  • Uden samtykke jf. RSL § 11c og SSD-samarbejde jf. SEL § 49a samt SEL §49b
  • I eksisterende sager med indsats noteres særskilt, at underretningen er vurderet af anden rådgiver jf. SEL § 155a stk. 1. Har man akutvagten og der indgår en underretning på egen sag, laver bagvagten vurderingen (second opinion) såfremt der er iværksat en foranstaltning.

Underretningen vurderes "grøn", "gul" eller "rød". Vurderes den "grøn" eller "gul" overvejes det om den skal på "Vold og andre overgreb". Vurderes den rød, gå til trin 2. Åbenlyse sager der altid skal vurderes "rød" er bl.a. når der er fysiske mærker, hvis barnet eller andre fortæller detaljeret om vold/seksuelle overgreb eller hvis der er oplysninger om grov vold/seksuelle overgreb eksempelvis med brug af instrumenter.

Trin 2

Drøft sagen med teamleder.

Tag stilling til:

  1. Er barnet i sikkerhed lige nu?
  2. Vurdering af bekymringsgrad. Eksempelvis kan der tages udgangspunkt i børnelinealen.
  3. Er volden/overgrebet sket inden for 72 timer - opmærksomhed på sikring af bevismateriale.
  4. Kontakte politiet med vores bekymringsgrad - evt. politianmeldelse?
  5. Børnesamtale jf. SEL § 155a stk. 2. Såfremt der er noget der taler imod afholdelse af børnesamtale inden for 24 timer, skrives en konkret beskrivelse af dette i DUBU. Inddrag forældremyndighedsindehavere, hvis der ikke er mistanke til dem som krænkere.
  6. Noter faglig vurdering og næste skridt i sagen.

Trin 3

Politisamarbejde.

Ved seksuelle overgreb eller vold kontaktes visitationsgruppen ved Midt- og Vestjyllands Politi, tlf. 61 90 00 11. Politiet vurderer om barnet skal politiafhøres. Anmeldelse skal ske skriftligt til mvjyl-visitation@politi.dk. Oplys: navn, CPR-nr. og adresse på forældremyndighedsindehavere; baggrund for underretningen; kort beskrivelse af kendskab til familien herunder oplysninger i forbindelse med samarbejdet med forældrene, barnets egne udsagn (referat fra børnesamtalen) samt kontaktoplysninger til rådgiver. Vær opmærksom på at beskrive faktiske oplysninger og undgå vurderinger.
- Udveksling af oplysninger med politi og Børnehus Midt jf. SEL § 49b.

Trin 4

Efter afholdt børnesamtale vurderes det, hvorvidt det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte, at der træffes afgørelse om børnefaglig undersøgelse jf. SEL § 50 på baggrund af faglig vurdering. Når det er muligt, partshøres forældermyndighedsindehaver inden der træffes afgørelse om børnefaglig undersøgelse, men i særlige tilfælde (som ved mistanke om vold og overgreb) tilsidesættes reglerne om partshøring før der træffes afgørelse.
Når et barn eller ung har været udsat for overgreb, eller der er mistanke herom, kontaktes Børnehus Midt, Afdeling Herning jf. SEL § 50b.
Børnehus Midt yder konsultativ vejledning i tilfælde hvor der er vagt mistanke om overgreb. Børnehus Midt kan kontaktes på tlf.: 89 40 11 00. Formålet med samtalen er at afklare sagens videre forløb eller faglig sparring.
Ved opstart af sag udfyldes opstartsskema som sendes til boernehusmidt@aarhus.dk. Opstartsskema samt kriterier for hvornår en sag er en børnehussag kan findes her: http://www.bornehus-midt.dk/
Tilbagemelding til professionel underretter om, hvorvidt der er iværksat § 50 eller foranstaltning jf. SEL § 155b stk. 2.

Trin 5

Såfremt mistanken retter sig mod en krænker i familien sikres barnet i samarbejde med politiet og Børnehuset. Politiet tager stilling til orientering af forældrene. Det er vigtigt, at vi giver vores faglige vurdering til kende omkring sikring af barnet, således der ikke går for lang tid inden videoafhøring.
Eventuelle tiltag:

  • Udarbejdelse af sikkerhedsplan
  • Privat aftale om placering i netværket i op til tre mdr.
  • Anbringelse m./samtykke jf. SEL § 52.3.7
  • Anbringelse u./samtykke v./formandsbeslutning jf. SEL § 75.

Kontakt din teamleder, hvis du har brug for psykologisk førstehjælp.